I Canada har den offentlige debat længe dvælet ved akvakultur. Canadisk akvakultur vokser - og samtidig vokser bekymringer over undslupne fisk, lakselus der angiveligt smitter ung vild laks på deres vandring mod havet, brug af medicin og kemikalier, forurening af kystnære områder og andre argumenter er bragt til torvs. Nu har de canadiske myndigheder fået udarbejdet en rapport der ser på økonomien i netbursopdræt og sammenligner med andre opdrætsformer. Rapporten, der er udarbejdet af 'Fisheries and Oceans Canada' er et feasibility-studie af forskellige opdrætsteknologier - altså et forsøg på at sammenligne økonomien ved opdræt i forskellige anlægstyper. Også, under danske forhold ukendte, anlægstyper er medtaget i vurderingerne. Den korte historie er: Der er kun to anlægstyper der giver et positivt afkast af investeringerne. Det er netbursanlæg (traditionelle havbrug) og recirkulerede landbaserede anlæg. Rapprten kan downloades/læses her. Der gøres opmærksom på at forudsætningerne for evalueringerne er canadiske forhold, nærmere bestemt forhold og forudsætninger der, angiveligt, er gældende i British Columbia. Rapporten konkluderer også, at traditionelle havbrugsanlæg giver det bedste afkast af de to 'positive' typer. Ved gennemlæsning af rapporten er der dog en række betydningsfulde forhold der tilsyneladende ikke har påvirket vurderingen: Prisen for at få en opdrætslicens - nogen steder koster det ikke noget, mens det andre steder er en bekostelig affære - se efterretning fra 06-12-2010, her på siden, om norske priser på opdrætslicenser. Yderligere 'ubekendte faktorer' i rapportens regnestykke er f.eks., at prisen for bortfjernelse af slam (fiskelort) belaster driftomkostningerne for det landbaserede anlæg, mens det altså ikke tillægges nogen værdi at lade lorten blive i havet. Ikke medregnet værditab som følge af angreb af lakselus. Lakselus er skyld i tab af mange penge på grund af nedsat velfærd og vækst hos laksen. Det samme gælder udgifter til kemikalier til bekæmpelse af lakselus, samt værdien af ekstra håndtering af fiskene under behandling mod lakselus. Omkostninger forbundet med vaccinationer af ungfisk før de sættes ud i havet er ikke medregnet. Vaccination anses ikke altid for nødvendigt i lukkede landbaserede recirkulationsanlæg. Prisen for nedsat ædelyst og vækst som følge af vekslende vejrlig, herunder også prisen for suboptimale vækstforhold som følge af havets temperaturvariationer er ikke medtaget, idet udgangspunktet er at anlægget ligger så godt beskyttet, at disse forhold ikke spiller nogen rolle. Prisen for fisk der undslipper havbrugsanlægget er ikke værdisat - ingen fisk kan slippe ud af et lukket landbaseret anlæg. I rapporten regnes der med en bedre foderkonvertering i et recirkuleret anlæg i forhold til et netanlæg på havet, hvilket også er korrekt - der kan endda forventes en endnu bedre konvertering end den der regnes med i rapporten. Til gengæld regnes der med at foder til fisken i landanlægget er dyrere end det foder anvendes på havbruget - et særligt canadisk forhold, at foderet er 300$ dyrere pr ton? Man har aktivt valgt at se bort fra de mulige besparelser der ligger i at transportomkostninger for foder til et landanlæg er billigere end transport til et havbrug. Bestandstætheden er i regnestykket opgjort til 15 kg i havbruget og 50 kg i landanlægget. I begge tilfælde kan tætheden være større - landanlægget har dog fordel idet man her kan styre temperatur og iltmætning! Rapporten tager udgangspunkt i at der kræves 10 mand (i alt) til den teoretiske produktion på havbruget, men man anser det nødvendigt at lønne 18 personer på landanlægget. Realiteten er imidlertid at recirkulerede anlæg er meget lidt mandskabskrævende - til gengæld skal personalet være veluddannet. Rapporten anbefaler, at de canadiske myndigheder tager skridt til at støtte opførslen af et fuldt recirkuleret kommercielt anlæg således, at man kan høste realistiske erfaringer og dermed få et bedre grundlag for den fremtidige prioritering af, hvodan man vil udvikle akvakultursektoren. 
| 
